Om Forlaget Bangsbohave
I næsten 25 år rejste forlæggeren imellem Tripoli og Sana. Imellem Isfahan og Bagdad. Fra Jerusalem over Alexandria (i sporet på Cavafy) til Cairo. Han spiste morgenmad med en gruppe rejsende i Bagdad, da New York i 2001 blev ramt af terror. Var på vej over land fra Damaskus til Isfahan. Der blev skiftet arbejdskurs. Et galleri og senere et forlag blev startet.
Mellemøsten er et område ramt af megen smerte og ødelæggelse, men også en iboende poetisk kraft, udspændt mellem ørkenens stilhed og den muromkransede Paradishave. Det er her, du møder mundskænken, som fylder dit glas med vin. At møde ham er et påbud fra digterne Hafez og Omar Khayyam. Persisk og arabisk digtertradition er fuld af sproglig skønhed og sanselighed, og den indtager en særlig plads blandt forlagets udgivelser. Det er med en vis stolthed at Hafez digte er udkommet i 6 oplag og solgt mere end 6000 stk.
POESI
“For ikke at mærke Tidens frygtelige byrde, som knuser jeres skuldre og bøjer jer mod jorden, må I beruse jer uden ophør.Men af hvad? Af vin, af poesi eller af dyd – som det passer jer. Men berus jer.” (1)
Forlaget Bangsbohave foreslår, at det er poesien man bruger til beruselse. Ordene er af Baudelaire – den moderne lyriks fader. Han blev kaldt for en “seer” af Rimbaud, og begge digtere troede på poesiens synæstetiske evner; (2) at den på kryds og tværs var (er) i stand til at påvirke sanser og sprog og derigennem livet selv. På forsiden af F.P. Jacs Udvalgte digte (3) står der: “Læsning af denne bog vil påvirke dig for livet.” Og Erik Skyum-Nielsen skriver: “Nogle gange kan linjer fra et digt gøre så kraftigt et indtryk, at vi må lære dem udenad og siden kan bære dem som smykker på den indvendige side af huden …” (4)
Forlaget tror på poesiens kraft, og der er ingen grænser. Med en af tidens bedste digtere, Signe Gjessing, kan du blive “stjerneramt” og hun minder os lige om “Det er det allersmukkeste, når Guds kys rører ved stjernerummets svingdør, så den går i stå, og vi ikke kan komme ud i jordbærmarken og elske.” (5)
PROSA
Det er ikke kun poesien, der rummer den livsændrende kraft. Også prosaen er en dør på klem til en anden, anderledes virkelighed. Forlaget udgiver både romaner og skuespil. Dagbogsfragmenter og litteraturhistoriske tekster. De små idéer og de store observationer.
KUNST
Og der er ikke langt fra prosa/poesi til billedkunsten. Lad mig blot nævne et eksempel : Baudelaire var tæt forbundet med kunstverdenen omkring sig, Manet, Courbet, Delacroix. Han blev en vigtig bro mellem litteratur og billedkunst og var med til at forme ideen om det moderne kunstneriske liv. De mange forbindelser og samhørigheden kan vel også læses ud af det centrale digt “Korrespondance”. (6)
Netop korrespondance er en grundide i vores udgivelser. Bangsbohave har udgivet :maleren Per Kirkebys samlede digte og Johannes V. Jensens digte med omslag af billedkunstneren Tal R. og et stærkt forord af Suzanne Brøgger.
Galleri Tom Christoffersen samarbejder med Forlaget Bangsbohave og er den naturlige forklaring på, hvorfor kunstbogen er en så vigtig del af forlagets portefølje.
Forlagets kunstbøger er forskellige. Der er de, som slår ned i vores nutid. Og der er de kunsthistorisk funderede, som leverer nye perspektiver på vores fælles fortid.
Velkommen.
Tom Christoffersen
Grundlægger af Forlaget Bangsbohave
1 Baudelaire i Parisisk spleen (Le Spleen de Paris), 1869.
2 Synæstesi (samsansning) er et neurologisk fænomen, hvor stimulering af én sans automatisk udløser en oplevelse i en anden sans. Det betyder, at sanserne er “krydsede”, så man f.eks. kan se farver, når man hører musik, eller smage ord.
3 Forsiden af F.P. Jacs Udvalgte digte redigeret af Asger Schnack.
4 Erik Skyum-Nielsen “Ud af skyggerne” Kvindernes Litteraturkanon. (Side 149 ) Informations Forlag.
5. Signe Gjessing Bryllupsnat. Digte Gyldendal.( Side 5 )
6. Syndens blomster (Les Fleurs du mal), 1857.